Kvinden bag bloggen
Hvem er jeg?
Kvinden bag bloggen er mig, Maja. Jeg er i 40’erne og, selvom jeg ikke bryder mig om det, så forsøger jeg at acceptere det. Lige nu er jeg et sted i livet, hvor jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for hjælp til at lære at slappe af, til at lære at trække vejret, til at gøre ting. Og for at være helt ærlig -også at lære at acceptere, og bearbejde alt hvad Universet beslutter sig for, at kaste over eller efter mig. Også en slags spirituel rejse.
Da jeg var var barn begyndte jeg først på en almindelig kommuneskole. Og det gik ikke godt -jeg blev mobbet. Meget. Jeg var anderledes. Forkert. ikke som de andre. Selvom jeg ikke vil sige, jeg er vokset op i et kristent hjem, kom vi stadig steder med andagter og bøn. Og jeg gik til kor i et Indre missionsk menighedshus. Og her talte mine forældre med de andre, og derved kom jeg videre til en kristen friskole. Og det hjalp. Jeg blev ikke længere mobbet, selvom jeg stadig følte mig anderledes, og det var svært for mig, at være en del af det sociale liv. Naturligvis havde jeg venner -mange af pigerne i klassen gik jeg også til kor med, og jeg var hjemme hos dem en gang i mellem, men jeg følte mig ensom. Jeg var stadig anderledes.
Men, jeg voksede op i et kristent miljø, hvor det var normen at man sang, eller sagde bordbøn inden man spiste (også inden madpakken i skolen), der var salme- og lovsang i skolen hver dag og der blev holdt andagt med bibellæsning og bøn. Og jeg troede på Gud. Jeg troede på, at Jesus var hans Søn og vores Frelser. Jeg så aldrig mine forældre bede eller læse i Biblen. De lavede sjov, hvis vi var i kirke, men jeg har været med dem til Biblekredse, hvor man læste i Biblen, studerede den, og talte om, hvordan man kunne være en god kristen.
Når jeg var hjemme, var jeg alene. Ikke fordi, mine forældre ikke var der, det var de, og de ville gøre alt for mig. Men jeg havde ikke andre. Alle mine klassekammerater boede længere væk, da jeg jo gik på en friskole, og der var ingen andre børn i nabolaget. I dag kan jeg godt misunde børnene, at de har både sms og Facebook. Så jeg var ensom. Til tider i skolen, men meget ofte hjemme.
Det var faktisk ret tidligt i livet, jeg blev diagnosticeret maniodepressiv. Det der i dag hedder en bipolar lidelse. Og det var først flere år efter, efter jeg startede hos en ny psykolog, at jeg fik fjernet denne diagnose igen. Jeg har aldrig været bipolar. Men jeg har i mange år lidt af depressioner af varierende styrke. Jeg begyndte at tage antidepressiver som stor teenager, og har taget dem det meste af mit liv derefter. Jeg har dog været medicin- og depressionsfri i et nogle år nu.
Jeg er opvokset i nærheden af Geologisk Museum i København. Og sammen med min mor, gik vi ofte over, blot for at kigge inde i butikken, og købe et par sten. Desværre har jeg vist ikke de sten mere (men har dog købt nye siden). Men det var først i mine teenageår, jeg begyndte at låne bøger om krystaller, og læse om deres egenskaber. Det var en af mine veninder i skolen, der fortalte mig om tarotkort første gang. Og jeg købte også et sæt, som jeg desværre ikke blev så gode venner med. Det var jo inden internettet var så udbredt, så der var kun hvad man kunne finde på biblioteket af information, og det var meget begrænset. Jeg har stadig kontakt til hende. Desværre ikke længere så meget, som tidligere.
Men følte jeg så, at krystallerne og tarotkortene gav mig noget? Ikke rigtigt, tror jeg. Slet ikke tarotkortene, da jeg jo aldrig rigtig blev venner med dem. Krystallerne gav mig måske lidt mere. De er jo flotte alene, bare at se på. Men de var der bare altid.
I mine sene teenageår og mine spæde 20’ere begyndte jeg at hengive mig mere til Gud. Jeg begyndte at bede, læse i biblen og, da internettet kom mere på banen, at besøge kristne hjemmesider. Jeg fortsatte også med at komme i det Indre Missionske menighedshus i ungdomsklubben, selvom jeg følte mig anderledes, så følte jeg mig på en eller anden måde hjemme. Jeg stoppede dog i koret, da jeg var teeanger, da jeg følte mig så forkert. Sidst i 20’erne overvejede jeg at konvertere til at blive katolik. Jeg bad faktisk Rosenkransen hver dag, og følte mig dejlig let bagefter. Opfyldt af kærlighed. Men stadig, føltes det ikke helt rigtigt.
Først da jeg indrømmede over for mig selv, at jeg ikke troede på den kristne gud, følte jeg en form for lettelse. At jeg erkendte, at jeg ikke troede på Jesus som vores frelser gav mig en form for ro. Og der var ikke længere nogen grund til at “lade som om”, eller at længes efter at høre til et sted, og at blive elsket af Gud.
En spirituel rejse? Hvordan endte jeg så der, hvor jeg er nu?
Det er faktisk lidt pinligt. Ja, jeg har jo kendt til krystaller og tarotkort i mange, mange år, og har ikke rigtig været tilknyttet en religion, siden den gang jeg erkendte, at jeg ikke var kristen. Jeg har bare hele tiden manglet noget. Og jeg har ikke lyst til at nævne Harry Potter (ups! Det gjorde jeg så alligevel) men jeg har elsket den serie, siden jeg så tredje film (ja, jeg så de første 3 film, inden jeg begyndte at læse bøgerne). Jeg elsker fantasygenren. Måske er det fordi, jeg føler mig mere hjemme her, end den virkelige verden?
Men det er ikke på grund af Harry Potter.
Det er på grund af The Simpsons. For at være helt præcis på grund af Lisa. Jeg kan desværre ikke huske, hvilke episode det var. Men Bart og Lisa diskuterer, og Lisa svarer Bart “Det hedder Wicca!” (Deromkring, det er frit fortalt fra min hukommelse ;-)). Jeg har haft langvarrigt stress af flere omgange i mange år, og en aften, huskede jeg Lisa’s ord, og ville finde ud af, hvad Wicca er. Så jeg begyndte at læse. Jeg læste alt om heksekunst og Wicca. Jeg begyndte også at købe flere og flere krystaller og tarotkort. Jeg beyndte også at læse dem og interessere mig mere og mere for, hvad krystalerne og kortene kunne give mig. Jeg ser dog ikke mig selv som wiccaner, men spirituelt og religiøs søgende.
Men… Når man er psykisk sårbar, er det ikke overskuddet der er så stort, og jeg stoppede. Det er ikke fordi, jeg ikke vil praktisere eller være spirituel. Jeg gør det bare ikke.
Så hvorfor denne blog?
Jeg besluttede mig for at lave denne blog, for at “commite” mig selv til min rejse ud i spiritualitetten og heksekunstnen. Jeg bryder mig faktisk slet ikke om det ord. Mange af de danske hekseord giver mig lidt myrekryb. Måske jeg bruger ordet hekserier, eller hekseverden i stedet. Men jeg vil dokumentere min rejse, jeg vil undersøge, eksperimentere og finde svar eller nye veje og -forhåbentlig også- mig selv. Det ville da også være på høje tid, ville det ikke?
Jeg ønsker, og håber, at DU vil finde håb og styrke i min fortælling og mine indlæg. Og at du også vil finde styrken til at ændre de ting, der er brug for, i netop DIT liv. At du også kan skabe din vej ud ad mørket. Hvis du altså er i et mørke. Måske du bare er interesseret i den alternative verden, men er bange for det ukendte. Måske du “bare” har brug for at finde ud af, at det ok at læse tarotkort eller bruge krystaller. Eller at bruge urter. Eller at nyde naturen. Det behøver man ikke kalde sig heks for.
Er det for øvrigt muligt at være praktiserende heks, uden andre folk er klar over det? Er tarotkort Djælvens værk? Virker krystaller? Hvad kan man gøre, hvis man bliver forkølet?
Min drøm er, at du vil blive lige så inspireret som jeg, mens jeg læser og undersøger.
Hvordan fandt du navnet?
Her tænker jeg ikke på mit heksenavn (Raven Starowl) men bloggens navn. Vi lever i en international verden, hvad enten vi vil det eller ej. I begyndelsen, da jeg beyndte at skrive til bloggen, inden jeg overhovedet havde købt domænet, var det min tanke at skrive på engelsk. Det var allerede der, at navnet dukkede frem. Det blev dog hurtigt klart for mig, at hvis mine tanker, og andre skriverier skulle kunne komme så flydende frem som muligt, måtte jeg skrive på dansk. Der findes gode oversætningsapps i dag, og jeg ved, at man let kan få oversat hele indlæg. Jeg vil altid stå til rådighed, for svar på evt spørgsmål. Både på dansk og engelsk (og også gerne letforståeligt tysk :-)).
Jeg holdt dog fast i det engelske navn. Jeg synes det klinger bedre. Men jeg kunne også bare have skrevet under med kærlighed. For uanset hvad du gør, uanset hvordan du gør det, når du ønsker en forandring i dit liv, gør du det altid med kærlighed til dig selv. Og der skal kun en lille smule til. Hvert eneste indlæg på bloggen er en dråbe til, at føle en større kærlighed til mig selv og livet. Og det er denne kærlighed jeg ønsker, at du også skal mærke. Både fra mig, men også fra dig selv. Hvert indlæg er en hilsen fra mig til dig.
Derfor -med tanken på det internationale, er navnet på bloggen min hilsen til dig:
With a drop of Love,
Maja